Sådan håndterer du drikkevandet i tilfælde af krise

Den 15. juni 2024 offentliggjorde myndighederne deres nyeste anbefalinger i tilfælde af krisesituationer i Danmark, hvor det er nødvendigt, at kunne klare sig selv i op til tre døgn.

Tre liter vand per person per dag
Myndighederne anbefaler, at alle har tre liter vand per person per døgn, og at vi kan sørge for os selv i tre dage. Den anbefalede mængde skal tilpasses særlige behov i den enkelte husstand, f.eks. i forhold til husdyr.

Opbevar vandet rigtigt
Danske Vandværker minder om, at vand fra hanen er både billigere og bedre end flaskevand. Derfor er det ikke nødvendigt at købe en masse flaskevand for at være beredt.

Så: Køb en vanddunk i passende størrelse –– og fyld den med godt, koldt vand fra hanen. Den skal bare opbevares i et køligt, mørkt rum, så kan vandet holde sig i flere måneder. Så har du altid vand til de tre dage, som myndighederne nu anbefaler.

Dit lokale vandværk vil informere
Du vil få besked fra dit lokale vandværk, hvis der opstår en krisesituation. Danske Vandværker arbejder med beredskab og sikrer, at forbrugerne får den nødvendige information.

Danske Vandværkers anbefalinger er, at:

  • Du har tre liter vand per person per døgn.
  • Det er vigtigt, at du kun bruger beholdere til drikkevand, som er godkendt til fødevarer – det kan for eksempel være beholdere af fødevaregodkendt plastik eller glas. 
  • Beholderne skal rengøres før brug. Følg producentens vejledning. 
  • Vandet skal være koldt, før det fyldes på beholderen. 
  • Drikkevand skal opbevares i en lukket flaske eller beholder. 
  • Vandet skal opbevares køligt (under stuetemperatur) og mørkt (uden direkte sollys). Så kan det holde sig i flere måneder. 
  • Hav altid god hygiejne, når du håndterer fødevarer, herunder drikkevand. 
  • Det kan være hensigtsmæssigt at skifte vandet i beholderne jævnligt, for eksempel efter to måneders opbevaring. 
  • Vandet kan sagtens bruges til at vande blomster eller lignende, så smid det endelig ikke bare i afløbet. 
  • Når du skifter vandet i beholderne, skal beholderne vaskes grundigt, før de bliver fyldt op igen. Husk at rengøre hele beholderen – også låget eller proppen.  
  • Vand kan også opbevares i beholdere af fødevaregodkendt plastik eller glas i fryseren. Dette fungerer derefter både som backup drikkevand og kan desuden fungere som køleelementer ved længerevarende strømsvigt. Husk ikke at fylde flasker/beholdere helt op med vand, inden de fryses ned, da de i så fald kan ”sprænge”. 

Følg altid de officielle råd og anbefalinger fra myndighederne.